Unik mulighed for målvogtere til at udvikle sig

Målvogter-linjen på Hjemly Idrætsefterskole er en linje for sig, men også en del af håndboldlinjen.

 

Målvogterpositionen er en særlig vigtig position for håndboldholdet, og derfor mener vi, at det er vigtigt med specialtræning på lige netop den position.

Målvogtere vil deltage i den daglige træning med håndboldlinjen og vil indgå i et motiverende, differentierende og dedikeret træningsmiljø, hvor der også vil være fokus på målvogternes udvikling i de enkelte træningsøvelser.

Derudover vil målvogterne modtage målvogter træning, som ligger uden for de almindelige træningstider. Typisk vil disse træninger ligge én til to aftener om ugen. Her vil træningen foregå individuelt eller i mindre grupper med de andre målvogtere.

Der er kun et begrænset antal pladser på målvogter-linjen, som afspejler det antal målvogtere vores hold har brug for, da det selvfølgelig er vigtigt for udviklingen at målvogterne får kamptræning.

Træningen

På målvogter-linjen vil du træne de generelle tekniske, taktiske og fysiske områder, som det kræver af en målvogter. Mere specifikt kan nævnes, reaktionsevnen, igangsætning, placering, faldteknik mm.

I de daglige træninger varetages træningen af håndboldlinjens lærere. Målvogter træningen varetages af Jonas Kjærgaard. Jonas er til daglig målvogter i 2. division hos Faaborg ØH.

Træningen foregår normalt i 2 haller samt motionsrummet. Vi har inddelt vores håndboldtræning i tre hovedområder:

  • Individuel teknisk træning
  • Taktisk træning og spilforståelse for håndbold
  • Fysisk træning samt skadeforebyggende træning

Vi træner 5 gange i ugen. Derfor forventer vi, at du er indstillet på at arbejde med detaljer indenfor ovenstående områder.

Du kan på håndboldlinjen gennemføre et til to af DHF´s trænerkurser i håndbold som en del af undervisningen.

 

“Din største konkurrent er dig selv”

– Anja Andersen

Vi tilbyder også …

Turneringer og kampe

I forhold til kampe for vores 1. og 2. hold bestræber vi os på, at få det bedste match for at kunne udvikle vores spillere. Derfor deltager vi enten i DHF- eller Efterskoleturneringen.

I DHF-turneringen vil vi møde klubhold, hvor vi i Efterskoleturneringen møder andre efterskoler på 1. og 2. divisionsniveau.

Uanset, hvilken turnering vi deltager i, spiller vi samme mængde eller flere kampe, som man ville gøre på et normalt klubhold.

I løbet af året tager vi ud og ser håndbold på højeste niveau (liga, EM, VM) som tilskuer eller laver andre ture ud af huset, der på den ene eller anden måde handler om håndbold.

Lejrture

Håndboldlinjens lejrskole går i foråret til Barcelona (merpris 2.000). På rejsen vil der i hverdagen være masser af sociale fællesskabsaktiviteter og kulturelle oplevelser, og i den sportslige del vil der være træning og kampe imod de lokale for alle.

I januar tager hele skolen på fælles skitur til Østrig og Italien, og du er således også på tur med de andre idrætslinjer på efterskolen.

Egen fysioterapeut

Selv om du er i god form, og vi doserer træningen fornuftigt, så kan du rammes af skader i kortere perioder. Vi har derfor vores egen fysioterapeut, som kan hjælpe dig med at komme bedst mulig gennem et skadesforløb samt holde dig frisk, når det hele kører.

Vi har endvidere et samarbejde med Kaiser Sport og Ortopædi omkring skadesforebyggende træning.