“As a footballer, you always want to test yourself against the best.”

– David Beckham

Fyr den af eller slap af – du bestemmer selv, når du har fri

Dit skema kan godt se lidt proppet ud med de mange timer til både sport og boglige fag. Nogle dage kører skemaet til kl. 17.50, men meget af tiden går med idræt og workshops, der mere ligner fritids-aktiviteterne derhjemme. Andre dage er kortere, og flere dage er der fritimer i ugens skema.

Stilletime med ro og hygge
Efter aftensmad er der stilletime, hvor du enten er på eget værelse eller får lektiehjælp i et klasselokale, hvor en lærer står parat til at hjælpe. Der er altså 45 minutter, hvor der er tid til lektier, hygge med værelseskammeraterne, eller hvad du ellers har brug for at få ro til.

Sportskampe, musik og aftenhygge
Efter stilletimen kan du arrangere en fodboldkamp eller anden sport i hallerne. Eller lave et band og spille løs i musiklokalet. Og du kan selvfølgelig også bare hygge på værelserne og i opholds-stuerne.

Mange aftener er der kampe – fodbold, basketball, badminton eller håndbold – hvor du kan være tilskuer eller selv spille med. I sommermånederne rykker vi tit udenfor og spiller beachvolley og streetbasket.

Eksempel på aktivitetsplan

En kop te før sengetid
Kl. 21.00 er der aften-te, som er frivillig hygge i opholdsstuen.

Kl. 21.45 skal man være på sit eget boområde og kl. 22.15 på eget værelse.

Bliv eller tag hjem i weekenden
I weekenden bestemmer du selv, om du vil hjem eller blive på skolen.

Almindelige weekender på skolen begynder fredag eftermiddag kl. 15.30, når de andre er taget hjem. Den lærer, der har fredagsvagten, har enten planlagt aktiviteter på forhånd, eller også finder elever og lærere sammen på weekendens program.

Et par gange om året har vi blive-weekender, hvor alle bliver på skolen til enten undervisning eller større arrangementer.

Og så er der weekender, der først begynder sent fredag aften, fordi vi har arrangementer hele fredagen, hvor forældrene deltager.

 

De fleste aftener arrangerer skolen også andre kreative, boglige eller fysiske aktiviteter.

Mange weekender spiller vi kamp
En god weekend på skolen giver plads til nogle af de ting, vi ikke når i løbet af ugen. Spændende aktiviteter, hygge, tøjvask, kammerater, lektielæsning og kampe. Vi sover lidt længere om morgenen – og er noget længere oppe fredag og lørdag aften.

Mange af årets weekender er der kampe på skolen eller udekampe, som du skal deltage i. Vi sørger selvfølgelig for, at du kender spilletidspunkter så tidligt som muligt, så du og dine forældre kan planlægge jeres weekender derhjemme.

Forlængede weekender
Nogle gange om året har vi forlængede weekender hvor du enten kan tage hjem torsdag aften eller først komme tilbage mandag eftermiddag eller aften. De forlængede weekender ligger i de måneder, hvor der slet ikke nogle feriedage.

Undervisningen er normalt færdig fredag kl. 15.20, så man kan nå bussen til Odense Banegårdscenter eller Bøjden. Du skal være tilbage på skolen efter weekenden søndag aften inden kl. 21.30 – det passer med en bus fra Odense Banegård kl. 20.30 og fra Bøjden.